Living Lab Strandvejen er navnet på det nye testcenter for velfærdsteknologi, som sundheds- og omsorgsborgmester i København Ninna Thomsen (SF) i dag indvier.
På testcenteret skal virksomheder, forskere, ældre, pårørende og medarbejdere i fællesskab udvikle nye teknologier, som skal gavne ældre i både ind- og udland.
“Jeg har en ambition om, at københavnerne skal have de bedste teknologier, uanset om det handler om at kunne opnå den mest effektive træning, komme i bad på egen hånd eller overskue og huske de daglige gøremål selv.”
“Med centeret skal vi udvikle unikke løsninger og samtidig være rugekasse for eksportsucceser i samarbejde med virksomheder, forskere og de ældre selv,” siger Ninna Thomsen.
Ældre kan cykle verden rundt – i København
Det nye testcenter kan som det første i verden fremvise en serie af Smart Touch-træningsmaskiner, hvor brugerne ved hjælp af et elektronisk armbånd kan få maskinerne til at tilpasse sig deres træningsniveau.
Living Lab Strandvejen bliver hovedstadens største testcenter og Københavns Kommune investerer 12 millioner kroner i projektet de kommende år.