Migrationsskolen er det største uddannelsestiltag inden for pleje af minoritetsgrupper i Skandinavien og det første forskningsprojekt i Europa, der har sat fokus på diagnostiske metoder i forbindelse med demens. Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Læger og plejepersonale inden for demensområdet står ofte over for en række udfordringer i arbejdet med mennesker med en kulturel og sproglig baggrund langt fra den danske.

Neuropsykolog ph.d. Rune Nielsen, Nationalt Videnscenter for Demens og leder af den danske del af forskningsprojektet, forklarer:

For det første er ældre indvandrere generelt mindre tilbøjelige til at søge læge i forbindelse med hukommelsesproblemer. For det andet har sundhedsvæsnet ofte svært ved at diagnosticere de, som faktisk søger hjælp på grund af sproglige og kulturelle barrierer. Og for det tredje har vi i Danmark ingen særlige plejetilbud, der tilgodeser de ofte anderledes behov hos de ældre indvandrere, som faktisk får stillet en demensdiagnose.

Hukommelsesvigt ses som en naturlig del af alderdommen
Årsagen til, at indvandrere i mindre grad end andre borgere søger hjælp, hvis hukommelsen svigter, skal dels findes i manglende viden om demens, dels i en opfattelse af demens som en skamfuld sygdom, man ikke taler om.

Der ligger et stort arbejde i at oplyse om, hvad demens er, og at der er hjælp at få. Vi antager, at kun ca. 10 pct. af det forventede antal indvandrere med demens rent faktisk bliver diagnosticeret af en læge. Med andre ord, er der mange som går rundt uden af at få den hjælp, de har behov for, siger Rune Nielsen.

Diagnoseværktøjer egner sig kun til dansk sprog og kultur
De få indvandrere, der opsøger læge, risikerer et dårligere udredningsforløb end patienter med dansk sprog- og kulturbaggrund. Resultatet bliver ofte en mindre nøjagtig diagnose.

Læger og neuropsykologers diagnoseværktøjer tager alle afsæt i, at patienten har gået i dansk skole og kender til dansk kultur. Men mange ældre indvandrere har et lavt uddannelsesniveau og mangler i mange tilfælde også en generel forståelse af, at det kræver mange forskellige undersøgelser og mange besøg i klinikken, førend lægen kan stille en evt. diagnose.

Alene det, at de diagnostiske værktøjer kræver kendskab til dansk sprog og kultur er et væsentlig problem. Til sammenligning ville en ældre person, der var født og opvokset i Danmark heller ikke kunne blive grundigt udredt for kognitive problemer i fx England, selvom vedkommende taler engelsk, udtaler Rune Nielsen.

Nye tværkulturelle testmetoder
Der er derfor brug for nye tværkulturelle diagnoseværktøjer, når en mistanke om demens skal be- eller afkræftes. Men demens medfører ofte også ændringer i personlighed og adfærd, hvilket kan gøre det meget vanskeligt for de pårørende selv at stå for plejen.

I dag er det ca. 7 pct. af alle danskere ældre end 65 år, der bor på plejecenter, mens kun 1 pct. af de ældre ikke-vestlige indvandrere i Danmark bor på et plejecenter.

Der kan være mange grunde til, at indvandrerfamilier ikke sender deres svage gamle på et dansk plejecenter. For det første er plejecentrerene, hverken sprogligt eller kulturelt gearede til opgaven. For det andet er der et økonomisk aspekt, hvor nogle indvandrerfamilier ganske enkelt ikke har råd til en plejehjemsplads, og for det tredje er der tradition for – og en forventning om – at børnene tager sig af den ældre generation. Men dette harmonerer ikke altid med danske boligforhold og en kultur, hvor det er normen, at alle voksne i husstanden er udearbejdende.

Mangfoldighedsplejehjem
I Danmark findes to mangfoldighedsplejehjem i Århus og i København. De kan ses som et første spadestik i forhold til at indrette den danske plejesektor efter den voksende gruppe af ældre borgere med anden kulturel og sproglig baggrund. Om dette er tilstrækkeligt til at løse det stigende behov og de mange ofte komplekse problemstillinger i forhold til tværkulturel pleje og omsorg, vil fremtiden vise.