“Se hendes smil, er hun da ikke bare smuk?”

Der er meget, den 82-årige Harry Pedersen har glemt. Men han har ikke glemt, hvordan man komplimenterer en kvinde, og han kan slet ikke lade være med hele tiden at vende sig mod Dagmar for at indprente sig hendes ansigtstræk. Hans højre hånd hviler i hendes venstre og slipper kun, hvis en af dem skal løfte kaffekoppen eller række ud efter en småkage. De sidder så tæt sammen, som de kan komme af sted med, og henvender sig hele tiden direkte til hinanden med småpjattede bemærkninger.

Vi er i værelse fire på Vestervang Plejecenter tæt på Botanisk Have i Aarhus. Dagmar Elvira Pedersen står der på navneskiltet til højre for døren, og indenfor er der foruden duften af kaffe en mærkbar stemning af hjemlig hygge. Sofaen med kakkelbordet foran og den moderne fladskærm monteret på væggen i den rette højde og vinkel. Sengen, der er sirligt redt med et blommefarvet frottétæppe over, indrammede familiebilleder stående på alle vandrette flader, det lille tekøkken med kaffemaskine og håndvask, robotstøvsugeren, der indimellem giver lyd fra sig, og så spisebordet, hvor Dagmar Elvira Pedersen på 86 år og hendes kæreste, Harry Pedersen, sidder og indtager deres eftermiddagskaffe.

Harry Pedersen bor egentlig inde ved siden af i nummer fem, men der er han for det meste kun om natten. Sådan har det været, siden de to med få ugers mellemrum flyttede på plejehjem sidste sommer. Inden da havde de aldrig mødt hinanden.

“Vi enes bare så godt. Jeg tror, der er lidt skæbne med i, at vi to skulle mødes her,” siger Dagmar Elvira Pedersen og sender Harry et af de smil, han slet ikke kan stå for.

Hvordan det egentlig skete, da de forelskede sig, kan ingen af dem rigtigt huske. De er begge lettere demente og har derfor svært ved at klare et liv i egen bolig. Men sikkert er det, at de fik kig på hinanden i plejehjemmets opholdsstue nogle uger efter, at de hver især var flyttet ind, og ifølge personalet har de lige siden været uadskillelige.

“Vi har jo ikke været til bal og sådan noget, så jeg fik vist bare sådan øje på ham,” siger Dagmar Elvira Pedersen, der godt kunne tænke sig at komme ud at danse med Harry. Hun tænker slet ikke på ham som en gammel mand, og følelsen af at være forelsket er fuldstændig den samme, som da hun var ung, fortæller hun. Harry Pedersen er enig.

“Hvis jeg havde mødt dig, da jeg var 20 år, så havde jeg helt sikkert også rendt efter dig,” griner han.

De to har let til smil og har tydeligvis humoren til fælles. Men bagved munterheden og de forelskede blikke er der også et fælles kristent livssyn, der binder dem sammen. Harry Pedersen var som ung aktiv FDFer og har som sådan haft en fortrolighed med kristendommen. I Dagmar Elvira Pedersens hjem blev der bedt aftenbøn, og hun har sin faste tro på, at der venter hende en Gud i himlen.

“Vi har fælles livsværdier, og jeg fornemmer, at vi kommer fra nogenlunde den samme slags familie,” siger hun og fortæller, at de i det års tid, de har været kærester, blandt andet har haft travlt med at præsentere hinanden for deres respektive børn, børnebørn og oldebørn, der jævnligt kommer på besøg.

Denne dag stikker hendes 21-årige barnebarn Maja Lundager Pedersen hovedet indenfor og bliver straks budt velkommen med kaffe, chokolade og småkager. Hun falder hurtigt ind i den muntre, næsten fjantede stemning, der er omkring bordet, for hun har forlængst vænnet sig til, at Harry Pedersen er blevet en fast del af inventaret hos hendes mormor på værelse fire.

“Når jeg kommer på besøg, sidder Harry altid ved siden af hende, og der er en helt anden glad stemning nu, end da hun lige var flyttet ind og endnu ikke havde mødt ham,” siger Maja Lundager Pedersen.

Hun fortæller, at det kom lidt bag på familien, at Dagmar skulle finde en kæreste på plejehjemmet, men at alle er enige om, at det er det bedste, der overhovedet kunne ske.

“Når hun nu er så glad for ham, så bliver vi andre det også. Og de er jo bare det bedste match,” siger Maja Lundager Pedersen, der kalder Harry for alletiders gentleman. Han strør om sig med komplimenter og synger jævnligt for sin Dagmar. Blandt hans glansnumre er den gamle revyvise “Åh, Dagmar.”

Maja Lundager Pedersen har en aftale og stryger ud ad døren igen. Så er der igen bare Harry og Dagmar på værelse fire på Vestervang Plejecenter.

Sådan er det for det meste. Hun vil gerne spille kort, men det kan hun ikke rigtigt få Harry med til, så de ser i stedet for lidt fjernsyn, men tit er de også bare stille sammen. Det sker, at en af dem falder lidt hen, men det gør ingen forskel, det afgørende er, at de er i hinandens nærhed. Når vejret er til det, går de ofte en lille tur rundt om plejecentret med hinanden i hånden. De snakker ikke så meget med de andre gamle, som bor ved siden af.Vi vil helst bare være os to, som de siger.

“Det er så dejligt, at vi har fundet hinanden,” siger hun og læner sit hoved mod Harrys skulder.

“Ja, et helt utroligt held,” istemmer han og giver Dagmar et kys.

LÆS OGSÅ: Flere ældre finder kærligheden på plejehjemmet